Efterår i haven, Orangeri

Et drivhus i vinterdragt

drivhus

Jeg nyder at gøre mit drivhus vinterklar og få lavet det til et hyggehus. Idag fik drivhuset vinterdragt på, både ude som inde. Jeg fik hentet kogler, stearinlys og andre lækre ting til at hygge op med. Det er utroligt at det ændrer hele husets stemning, når blot man ændrer på få ting i orangeriet. I foråret så det helt anderledes ud, se bare HER.

Idag blev pejsen tændt og min første november kop kaffe i drivhuset blev nydt – den smager bare bedre i drivhuset. Over kaffen fik jeg taget beslutningen om hvornår vi skal åbne op for haven igen, så du har muligheden for at kikke forbi og se haven gennem dine øjne. Det glæder jeg mig til, men invitationen får du først i den kommende år, da der lige er nogle småting jeg arbejder på.

drivhus

drivhus

drivhus

Det er rigtig hyggeligt med sne på drivhusets tag, det giver en fornemmelse af at være pakket ind i en dyne. For hvem vil ikke det på en kold dag. Kogler og levende lys giver en god hyggelig stemning. Men når vi kommer til december måned bliver drivhuset piftet op igen med gran og julemænd!

Jeg ved at mange ikke har et drivhus, men der er så meget andet man kan gøre, hvis man vil hygge lidt op inden december. Ved hoveddøren – ved terrassedøren – ved køkkenvinduet. Der kan man sætte et par lygter, et lille juletræ, nogle store kogler eller et lygtehus. Der skal ikke meget til for at give en dejlig stemning i den mørke tid.

Som de fleste af jer nok ved, elsker jeg lækkert havegrej, så derfor har jeg i samarbejde med 4 spændende havefirmaer fået sponsoret lækre gaver til en adventkonkurrence – hver søndag i advent. Du får muligheden for at vinde virkelig skønne ting, men mere om det d. 1. søndag i advent.

For nu skal november måned først nydes…