Haverejser

Lørdagsinterview med Claus Dalby

Første møde med Claus Dalby var på hans terrasse, hvor han gav en kop kaffe. Ved en fejl blev den serveret i en sukkerskål. Det udløste latter under parasolen og et havevenskab var født.

Han er Danmarks havefar, sådan har jeg altid set ham – sorry Claus! Han er den som de fleste forbinder med havebøger, en kæmpe privat parkligende have, tv-udsendelser og meget andet. Det er som om det ingen ende vil tage.

Han har faktisk også fået opkaldt en tulipan og en rose efter sig – det er ret vildt syntes jeg!

Claus Dalby og jeg mødtes en søndag i april i hans have. Vi fik en god snak om hvad der inspirerer ham, hvad han har af nye ideer og snakken faldt også på havevennen Anne Just, som desværre ikke er her mere.

 

 

 

Interview med Claus Dalby

 

 

Mange bliver inspireret af dig, men hvor finder du selv inspiration?

Fra verden omkring mig. Når jeg rejser rundt bliver jeg inspireret. Mange spørger hvad er trenden? Men det kan jeg ikke sige, for der er mange strømninger.

Jeg bliver meget inspireret af de sociale medier, man kunne godt tro jeg selv tænkte jeg er guds gave til menneskeheden, men jeg bliver altså også selv inspireret af andre på f.eks. Instagram.

Lige for tiden bliver jeg inspireret af indretning, design og forskellige blomsterdekoratører. Jeg følger meget mit hjerte.

Jeg blev inspireret af England til at starte med og lige nu er jeg allermest inspireret af Holland. Jeg elsker private haver og jeg kan godt lide ting når de har en kant.

Fra at have mødt Anne Just – har det virkelig udviklet sig for mig.

 

 

Hvad har Anne Just betydet for dig?

Det er snart 25 år siden at jeg mødte Anne Just i haven i Hune og som forlægger var jeg opsøgende. På et splitsekund blev jeg fuldstændig bjergtaget. Jeg havde aldrig været haveinteresseret. Aldrig nogensinde.

Det som bjergtog mig, var hendes måde at lave have på. Hendes “Just do it” , hun gjorde bare tingene. Hun gjorde det på sin måde.

Vi havde en gensidig repekt for hinanden. Hun kaldte os faktisk havekærester.

Da Danmarks Radio ville lave have-tv med Anne Just ville hun kun lave det, hvis jeg også var med. Hun sagde “hvis jeg skal så og prikle, taber jeg det hele og smider skiltene væk – så du skal være med Claus”

Hun har meget struktureret, god til at sætte folk i sving – men hun var meget utålmodig.

Det blev et spændende partnerskab. Jeg havde tidligere optrådt på tv, men jeg var alligevel ikke så dus med det. Første gang efter udsendelsen ringede Anne Just.

Hun sagde:

“Guuud jeg troede det var kriminalmagasinet, for der står en mand inde i et drivhus. Han ser så alvorligt ud. Man forventer han siger – der blev begået et mord”.

Efter anden udsendelse sagde hun :

“Det er bedre, men nu tror man det er pengemagasinet, for du snakker om alt det man kan spare”.

Vi kom faktisk til at lave 30 udsendelser sammen.

Jeg tror ikke jeg var kommet igang med have, hvis jeg ikke havde mødt Anne Just.

To dage før hendes død besøgte jeg Anne Just og hun sagde nu må du tage stafetten videre. Det var en fornem stafet at tage over.

 

 

Du laver løbende om i din have, men hvad er dit sidste projekt?

Det hedder ikke det sidste projekt – det er det seneste projekt. For jeg har altid gang i noget.

Vi er ved at lave en terrassehave. Der var faktisk et ret godt bed med hortensia, men jeg fik pludselig lyst til at få noget mere luft i bedet og i min have.

Jeg fik en tanke om at der skulle ske noget og sammen med havearkitekt Kjeld Slot kom vi frem til Terrassehaven. Jeg får en ide, men han finder altid en løsning der er bedre. Det er et fantastisk samarbejde vi har.

Jeg har oplevet gennem årene at når noget er godt i haven – så virker det som en selvfølgelighed.

Terrassehaven er et rum i min have til krukker. Jeg føler at her er blevet luft, det er lige som i en by, hvor der skal være et torv. Et pauserum.

 

Du har lige udgivet en ny bog “selskabsplanter” hvordan har skriveprocessen været?

Jeg har faktisk selv udgivet mange af de bøger, som jeg selv har manglet. Jeg vil faktisk godt selv have haft min nye bog, da jeg startede med at lave have. Jeg syntes den har manglet.

Skriveprocessen har været hektisk som altid. Jeg arbejder godt under pres, for jeg har gang i så mange ting.

Jeg har været mange tusinde billeder igennem. Jeg laver altid layout inden jeg begynder skriveprocessen.

Jeg har udvalgt en mængde billeder og derefter inddeler jeg dem i 12 mapper, ligesom de 12 haverum jeg skriver om.

Det er ikke kun billeder fra en sæson og det har været en memory lane, hvor jeg har siddet og mindet nogle ting. Nogle gange måtte jeg stoppe op og sige “Gud, hvor blev den plante af?”

Det har været en spændende skriveproces og faktisk er alt hvad jeg beskæftiger mig med glædelsesfyldt.

 

 

Tak Claus Dalby for du ville mødes over en kop kaffe og dele lidt ud af din verden med os andre.

 

 

Hvis du er blevet nysgerrig efter at se Claus nye bog “selskabsplanter” – som jeg i øvrigt virkelig vil anbefale – så kan bogen købes her .

Claus Dalby kan også følges på Instagram lige her, hvor han ligger skønne billeder op af sit haveliv.

 

Fik du i øvrigt læst de andre lørdagsinterviews?

Dette var faktisk det sidste interview i denne omgang – så jeg vil SÅ gerne høre din mening. Kunne du lide dem? Skal jeg lave flere til efteråret?