Kategori

    Vinter

    Vinter

    4 måder at komme igennem januar

    Januar er lidt tung. Sorry – men nogle måneder kan være svære at komme igennem, især for os der elsker at være udenfor. Idag skinner solen her i Nordjylland og det er skønt. Men det hele kan være lidt for gråt i gråt. Jeg må indrømme man hurtig kan føle sig lidt tung og derfor har jeg forsøgt at gøre det til en vane at arbejde målrettet for at holde gejsten oppe.

    Her i huset har jeg lige sået mikrogrønt i køkkenet. Jeg forsøger at indrette mig med de fineste små plakater med aftryk af blomster som skal op og hænge forskellige steder i huset. De minder mig om at det bliver sommer og terrassen igen vil være omdrejningspunktet for de fleste måltider. Åh jeg glæder mig allerede!

     

     

    Nogle gange er det de små ting der gør en forskel i hverdagen.

    Derfor har jeg lavet en lille liste over de små områder som jeg har kastet min kærlighed på. Det er med andre ord de ting som hjælper mig igennem januar måned.

     

    • Bøger – jeg har kastet mig over nogle af de spændende bøger der er udkommet. Mit blik er faldet på bøgerne; Haven i Troense af Helle Troense/Karen Syberg/Stuart McIntyre – Sommerblomster af Lotte Bjarke – Falmet Skønhed af Dorthe Kvist. Jeg skal også igang med at afprøve opskrifter fra Claus Dalbys nye bog Hold vægten. Jeg nyder virkeligt at sidde med en bog på de kølige aftener og drømme om den kommende havesæson.

     

    • Mikro grønt! Det er super nemt at lave sit eget mikrogrønt. Når man savner at se noget gro, kan det faktisk ligesom give en ro. Det er nemt at gå igang med i køkkenet, da der ikke bruges jord. Følelsen af at så nogle frø – gør mig så glad ( kender i ikke den følelse? ) Der findes rigtig mange producenter der laver mikrogrønt, men jeg bruger pt. mikrogrønt fra firmaet Tiny Gardens. Efter 7-9 dage, alt efter hvilke frø man sår, har man mikrogrønt til sin madpakke eller som top på sine salater.

     

    • Køb frø og dahlier. Jeg har allerede købt nogle af de frø, der skal sås i orangeriet. I år vil jeg så en del spiselige blomster, for det er så fint at komme dem i salaten eller drysse dem på tallerkenerne inden gæsterne kommer. Jeg har købt smukke hornvioler og kornblomster som skal bruges til at pynte mine salater. Jeg har også købt forskellige dahliaer, for at få nye sorter til haven. Knoldene skal slet ikke i jorden endnu, først når frosten er ovre, skal de forspires i orangeriet. Jeg har forresten købt Cafe au Lait Royal – Lindas baby – Cafe au Lait – Evanah blot for at nævne nogle af dem.

     

    • Ryd op og Indret dig. Hvorfor vente på at havesæsonen går igang  – det føles jo næsten som flere lysår væk. Der findes så mange lækre plakater, puder og vaser med plantetryk på, så hvorfor ikke indrette hjemmet med dem. Fyld vaserne op med tørrede blomster, pampasgræs eller hvad du kan lide. Så virker havesæsonen faktisk ikke så langt væk.

     

    Mange tanker til jer – januar er snart overstået og så ser vi frem mod et dejligt forår!

     

     

    Klem Maria

     

     

     

    Vinter

    Åhh – du mørke kolde januar

    For filan, jeg er ikke glad for januar eller for den sags skyld februar! Det er et par måneder, som man bare håber går væk, ik? Lige nu holder jeg krampagtigt fast i mine havebøger, køber lidt forårsblomster og dyrker mikrogrønt i køkkenet. Det hjælper mig.

    Jeg ved ikke hvor mange der har det svært ved de kolde måneder. Om de fleste havemennesker allerede er begyndt at hige efter at bladene springer ud og magien breder sig igen i haven? For sådan har jeg det. Jeg er faktisk begyndt at hige og søge i mit billedearkiv efter grønne billeder! Jeg kan blive helt overrasket, når jeg scroller ned i mit billedearkiv på Instagram. For var haven virkelig så grøn og lækker i juni 2018? Se bare på dette Instagram billede lige her.

    En god overlevelses-strategi-gå-væk-onsdag-ide var, da jeg den anden dag købte tre blomster bundter fra den lokale blomsterbutik. 3 bundter for 50 kr! Hold op det bringer lykke på en grå onsdag og faktisk resten af ugen! Engang imellem skal der ikke mere til, ik?

     

     

    Lige nu har jeg kastet mig over at dyrke mikrogrønt, for det giver lidt en følelse af at stå i drivhuset og så sommerblomster. Ja, måske ikke helt – men meget tæt på. Mikrogrønt bruger jeg, som drys på mine rugbrødsmadder i det daglige. Det er så fint at dyrke lidt grønt i vindueskarmen lige nu, så det fortsætter jeg med!

    Nå ja, så har jeg også kastet mig over Claus Dalbys nyeste bog SLANK, bare for at få gang i nogle skønne salater, i den ellers lidt kedelige hverdag. Man må sige bogen har inspireret mig til at tage fat i nogle spændende salater. Engang imellem har man brug for at et kærligt spark i den rigtige retning.

    Og sådan et spark havde jeg brug for – tak Claus Dalby.

     

     

     

    Og så har jeg taget den beslutning, at jeg i den kommende tid, vil kaste mig over projekt “islygter til haven”. De er nemlig ret nemme og faktisk ret sjove at lave! De kræver nogle forme, en fryser og vand. Det er ret simpelt. Jeg skrev i øvrigt et blogindlæg om dem sidste år, så hvis du har lyst til at læse eller genlæse blogindlægget, så læs med her islygter til haven.

    Behøves jeg at skrive, at jeg glæder mig til marts – hvor de små frø igen skal i jorden?

     

     

    2 Kommentare
    Orangeri, Vinter

    Så blev det jul i orangeriet

    orangeriet

    Juledagene står lige om hjørnet for de fleste af os og det er de dage hvor der hygges ekstra i de fleste hjem. Vores orangeri har bestået sin første store prøve, da vi lørdag julehyggede 17 mennesker derude. Inden gæsterne kom, tændte vi for petroleumsovnen 3 timer før og varmen kom op på cirka de 20 grader.  Marcipan blev formet, gløgg og æbleskiver nydt og  julestemningen sænkede sig for nogle timer. Det var fantastisk.

    En lille smule lykkeligere bliver man ved disse stjernestunder

    Tak fordi du har taget godt imod min nye blog, jeg kan se der er mange der kikker med hver dag.  Tak. Jeg glæder mig over alle dem der har taget sig tid til at ligge en kommentar indimellem. De bliver læst hver og en.  Men nu hiver jeg stikket ud for i år, læner mig tilbage og samler på stjernestunder. Indimellem kikker jeg, når ingen ser andre ser det, til mine frø. Hold op hvor har jeg mange. Jeg er sikker på det bliver et fantastisk haveår i 2016. Må du få en god jul samt et lykkebringende nytår. Vi ses i 2016.

    14 Kommentare
    Vinter

    Julelys

    julelys

    Det er ved at være tid til julelys i haven og det hygger godt op i mørket. Det giver lige et ekstra-hygge element, når nu det bliver så tidlig mørkt. Puha, jeg kan ikke lide det! Så vi har sat en del julelys op i haven. Haven står lidt tom, da haven består af mange stauder og roser som naturligvis er visnet væk. Men mon ikke at lidt sne kan give haven det rigtige look.

    UPS – Jeg er ked af at nogle har modtaget nyhedsmail fyldt med fejl. Det var en fejl. Al nyt er svært, og det er en udfordring at lære et nyt system at kende. Men det skal nok blive godt. Det tager bare tid.

     

    julehave

     

    Selv om haven ikke indbyder til den store aktivitet, så er der gang i hjernecellerne. For jeg er ved at forberede hvilke frø jeg skal sætte til foråret i orangeriet. Allerede nu kan jeg se at jeg har haft svært ved at begrænse mig, da jeg har fået samlet mig en STOR frø-samling. Men det er en følelse af at være rig. Jeg syntes det er en af glæderne at kunne give venner og familie en tomatplante under armen når de kommer på besøg.

    Havefolk er et fantastisk folkefærd, vi elsker at give frø og planter til andre. Jeg må nok ud og have købt og byttet lidt flere frø, så jeg har nok til sæson 2016…

     

     

    10 Kommentare