Efterår i haven

En pause fra haven er vigtig

Jeg har holdt en lang pause fra haven og gået mig en tur. Endda en af de lange. 799 km på 37 dage tog det mig at gå fra Frankrig til Spanien på den berømte Camino. Det har været en lang pause fra haven og jeg har haft haven i mine tanker mange gange. Jeg har savnet den, som man savner en ven.

Det har været en fantastisk tur som har gjort stort indtryk på mig. Jeg er kommet tættere på mig selv og begyndt at lytte endnu mere til mit hjerte. Hvis du selv overvejer at tage en tur på Caminoen er mit svar meget kort – tag afsted!

 

Pause i haven

 

Tilbage til haven som det skulle handle om. Det var dejligt at komme lidt væk og se haven udefra. Jeg har fået energi til at udvikle den og forhåbentlig inspirere andre. Jeg tror at det er vigtig med en pause fra haven engang imellem og det hjælper de smukke årstider os med at huske. Lige nu er der ikke så meget at gøre i haven, udover at haven trænger til en rive inden den lukkes ned for i år.

Det er begyndt at krible i fingrene, for orangeriet skal snart gøres klar til vinterstemning. Pejsen skal tændes og lidt julestemning skal begynde at indtage min legeplads. Jeg har det nemlig sådan – det er min legeplads.

Det har været en god pause. Men nu står ideerne i kø til næste havesæson, det kender du vel godt?