Dyrkning af dahlia i krukker – har du prøvet det?
Dahlia blomster – er der noget smukkere? Jeg syntes de er fantastiske i haven i august måned. Jeg elsker at lave skønne buketter gennem sommeren og det giver en fantastisk følelse at kunne plukke store buketter fra sin egen have.
Dyrkning af dahlia i krukker er faktisk utrolig nemt. Når jeg har plantet dem i mine krukker i foråret, så har jeg faktisk rigelige blomster til at plukke af helt ind til efteråret. Så jeg plukker mange buketter lige nu. Blomsterne er så fine til at stå alene i en lille vase, men de er også rigtig skønne i en større buket som denne i min nye vase fra Nordahl. Er den ikke fin?
Dahlia – Cafe au lait.
Gitts perfection
Foxy Lady
Dyrkning af Dahlia i krukker
Rigtig mange spørger mig hvordan jeg får mine dahlia knolde til at blive til store planter med smukke blomster og det er faktisk ret nemt. Men der er må ting som er gode at vide:
- Køb dahlia knoldene i foråret.
- Vær opmærksom på at knolden ikke kan tåle frost.
- Hvis du har et drivhus eller et andet lyst og varmt sted, kan man med fordel opstarte planterne der i April måned.
- Plant knolden i en lille potte med jord. Husk at knolden ikke skal have for meget jord over sig dvs. plant den ikke for dybt, jeg planter omkring 5 cm dybt.
- Vand potten og efter noget tid begynder knolden at spire.
- Vent til at den ligner en plante dvs. den har fået grønne blade, derefter planter du den i en blivende krukke.
- Placerer krukken på en solplet på terassen. De elsker nemlig varme og sol.
- Snegle elsker også dahlia, derfor behold dem i krukker på terrassen. Det er bedst – men det er bare min erfaring.
- Husk at vande og gøde gennem sommeren. Jeg gøder med sådan nogle små gødningstabletter, det er nemt og passer derfor til mig. De virker i 5-6 måneder, dvs. jeg gøder kun en gang med pillerne hele sommeren igennem. Det er de her – langtidsvirkende gødningstabletter.
- Inden frosten kommer (omkring oktober) så tømmer jeg krukken og toppen klippes af knolden. Derefter lægges knolden til tørre, på en lys og tør FROSTFRI plet.
- Når knolden er næsten tør så opbevarer jeg dem i kælderen på en rist, som er i et mørkt frostfrit rum – så de igen er klar til foråret!
Forresten var jeg i sommers forbi Danfoss Universe smukke Dahliapark, de har 5000 dahlia løg fordelt på 550 sorter! Det er en vild oplevelse at gå blandt så mange smukke sorter på et sted og de fleste har endda navneskilte på. Det er i øvrigt Nordens største Dahliahave og du kan læse mere om parken her.
Georginer er en skøn plante og dem du viser er så fine.
Jeg har en del af dem og i år er jeg ekstra god til at plukke af dem, for de skal holdes igang. Vores søn skal giftes i starten af september og vores svigerdatter vil gerne, at hendes brudebuket skal laves af georginer fra vores have 🙂
Hvid du gerne vil se mange flotte georginer, er Milbakhaven i Jerslev bestemt også et besøg værd.
mvh
Lene Bedstemorshave
Hvor er de smukke. Lige en tanke 🙂 hvorfor stiller du ikke krukkerne ind i dit orangeri inden frosten kommer til efteråret, så har du blomster til snit langt ind i efteråret, ja måske helt ind i december. Et år havde jeg georginer at plukke af på friland i starten af december, en stor glæde.
Kærlig hilsen Anette
Jeg har Dahlia både i krukker og i bedene og holder godt øje med sneglene. Jeg ville nødigt undvære de smukke farver og frodigheden de præsterer her i sensommeren.
Fine, smukke farver, dine dahliaer har 🙂
Tak, for godt tip med Danfoss dahliahave.
Hej Lisbeth
Du kan tro det er et skønt sted og kommer du på en fredag kan du bestille en rundvisning af gartneren. Det er virkelig en oplevelse!
Hilsen Maria
Ah – endnu et godt tip 🙂 Jeg har oså en drøm om at køre på Segway i deres Universe – måske det kan kombineres. Jeg vil tjekke.