Dyr i haven

Er det fedt at have høns i haven?

Ja da – og jeg må indrømme at hønsene fortjener at få mere opmærksomhed, end jeg har givet dem her på bloggen! De er nemlig nogle rigtige skønne væsner, der giver liv til haven. Det er faktisk nogle år siden jeg sprang ud i projekt “høns i haven”. Men jeg har aldrig fortrudt det.

Det var en stor overvejelse at få høns i haven, ja lidt nervøs var jeg faktisk. For jeg kendte ikke personligt til andre, der havde høns i deres have. Men efter at have haft høns i nogle år, har jeg fundet ud af at der faktisk er ret mange der holder høns i byerne. Måske det er ligesom når man er gravid, hvor man begynder at se barnevogne alle steder?

 

 

Vores høns er Orpington dværghøns, da vi foretrækker at de rolige og nærmest ikke-flyvende. Det er nemlig noget vi er rigtig glade for! De er også meget tillidsfulde af natur og ja så er de så gudesmukke.  Hvis du altså spørger mig. De er i øvrigt ret nemme at gøre tamme, så derfor mener jeg at de er det bedste bud på hyggehøns i en villahave.

Så er der lige det med æggene – det er jo rigtig lækkert at hente sine egne æg ind fra haven. Et råd fra gamle dage siger at man skal have samme antal høns, som antal mennesker i husstanden. På den måde skulle man være dækket ind med æg i hjemmet. Men det kommer altså an på hvilken race man vælger.

For Orpington dværghøns er ikke nogle gode æglæggere, da de har nemt ved at ligge sig skruk. Derfor skal man have flere høns end der bor i husstanden. For når hønsene er skruk, tror de nemlig at der skal ruges et æg ud. Derfor ligger de sig varmt og tungt i deres rede og der kan de blive i flere uger uden at ligge et eneste æg!

 

Mange spørger hvordan jeg startede med at holde høns – for hvordan starter man op?

Mit hønseeventyr begyndte med et brugt hønsehus og et nøddehegn til at holde hønsene bag. Hegnet var 90 cm. højt, og det var nok til at holde dem inde om dagen, da de jo ikke flyver. Når mørket falder på, smutter de automatisk ind i deres hus og sætter sig på en pind for at sove.

Det er hamrende smart at starte op med et brugt bur, da man jo aldrig ved om det virkeligt er noget man kommer til at have interesse i. På den måde får man ikke købt for flere tusinde kroner, hvis nu man finder ud af at det bare var en drøm. Drømme kan jo være større end virkeligheden, ik? Jeg mener i øvrigt at vores bur kostede omkring 500 kr. og vi var så heldige at finde det på guloggratis.  Da vi var færdige med at bruge buret, gav vi det videre til en af følgerne på Instagram for to flasker rødvin. Det giver SÅ meget mening at andre får glæde af hinandens brugte hønesbure.

I dag har vi fået Hønseslottet, som vi kalder det. Det er langt større og smukkere – men det er klart også et aktivt valg – da det koster mere end de fleste hønsebure. De to bure kan noget forskelligt. Vores nye Hønseslot passer bedre til vores behov i dag, da det er større og giver hønsene mere plads at bevæge sig på. Ja hvis nogle vil vide det – er det i øvrigt fra firmaet PLUS.

 

 

Høns i hverdagen

Jeg vil aldrig glemme den dag, hvor vi hentede det første æg fra hønseburet. Det var en vild oplevelse, ligesom når man henter sin første agurk fra et drivhus. Jeg blev nærmest som et lille barn igen, der stolt viste ægget frem for de andre! Sjovt at noget så naturligt er blevet fremmede for os byboer. Det var ihvertfald total fremmede for mig at hente æg i min egen have.

Det kom faktisk bag på mig at hønsene er nogle sjove væsner. De har personligheder og forskellige temperament. De løber hen til lågen når jeg kommer med madrester og så holder de øje med om jeg er i haven.

Så er der jo også hønsemøget (lad os bare kalde det som det er) man får faktisk det fineste guld til haven. Det er utrolig godt til at smide i kompostbunken eller i bedene, hvis man bare husker det er stærkt. Men det ændres nemt ved at blande det op med noget gammelt udpint jord. Jeg syntes det er en total skøn fornemmelse at tømme hønseslottet for møg, når man ved at det skal i kompostbunken og blive til det lækreste jord på et tidspunkt. Og så er det gratis!

Når man har høns, render man forresten ud i haven året rundt. Det er win-win! Vi skal lige skal et smut i haven for at hente æg, smide mad-affald ud til hønsene eller bare ud og snakke med dem. Ja, de elsker at spise slatten salat, rester af spagetti, gammelt brød og det fungere som slik. Nå ja, de får altså også æggelægningspiller og korn som fast føde.

Jeg kan varmt anbefale andre at kaste sig ud i et hønse-eventyr. Tænkt at det kan lade sig gøre at producere sine egne æg på en villavej i byen. Jeg syntes det stadigvæk er lidt magisk…

Åh jeg ved det – indlægget blev lidt langt. Tak til jer der blev hængende, helt til slut.

 

Klem Maria