En drøm af roser
Lige nu er roserne i haven så fantastiske! Jeg er fuldstændig vild med roser må jeg indrømme. Det har jeg nok egentlig altid været. Jeg syntes de er ret nemme og hvis man vælger sorter der remonterer – det betyder at roserne blomstrer flere gange – så får man utrolig meget glæde af dem hele sommeren. Vi har over 45 forskellige sorter sidst jeg optalte dem. Ja, her er tætpakket og det er lige præcis som jeg kan li det!
Da vi havde åben have, spurgte rigtige mange af gæsterne til hvordan jeg får roserne til at stå så flotte. Jeg har faktisk ikke tænkt over jeg gør noget særligt. Men når jeg besøger andres haver, kan jeg godt se mange er plaget af diverse sygdomme og lus. Det ses på især bladene.
Jeg tog en vigtig beslutning dengang jeg valgte at få mange roser i haven. De bliver sprøjtet gennem sæsonen med Rosmat og Calypso middel. Dette middel er dog ved at blive udfaset og mon ikke der kommer nye bedre produkter på markedet som er mere øko-venlige. Jeg håber det inderligt! For jeg ved at jeg ville blive ked af at se på syge roser, – så vil jeg faktisk hellere undvære dem i haven. Min erfaring er nemlig at det er den eneste måde at holde roserne sunde. Det er det som fungerer for mig. Jeg ved godt der er mange gamle tricks med sæbevand og diverse andre måder. Men det fungerer ikke for mig.
Er der nogle af jer der har god erfaring med andre måder at holde roserne sunde og raske på, så smid meget gerne en kommentar. Vi skal jo dele vores viden, ik?
Jeg har gennem årene holdt fast på min måde at holde roser nogenlunde sunde. Jeg vil så gerne dele min erfaring med jer. I håb om at mange af jer måske tør at begive jer ud i at få flere roser i haven igen. Denne gang uden at miste gnisten.
Opskriften til at få sunde roser
- Fjern syge blade når du ser dem på roserne.
Husk at tilgive dig selv, når du ikke når at fjerne bladene inden hele rosen er plaget af sygdom.
- Sprøjt med Calypso og Rosmat begge er fra firmaet Bayer Garden – dette er altså ikke en reklame, blot et råd. Følg anvisningerne på flaskerne. Husk det er bedst at sprøjte morgen eller aften, når der ikke er udsigt til fuld sol eller regn. Bemærk: Calypso er på vej ud af markedet, mon ikke der kommer bedre produkter som er øko-venlige. Vi er mange der håber!
- Sprøjt efter cirka 4 uger igen.
- Giv dig lov til at få erfaring med dine roser. Husk det er ikke en konkurrence, så nyd processen.
- Husk at gøde roserne løbende. Sidste gang man skal gøde roserne er i august måned.
Tro mig når jeg skriver at du når at opleve opture og ikke mindst nedture med dine planter. Smil og tag det hele med!
I disse dage bruger vi meget tid på terrassen og ikke mindst i haven. Vi forsøger at skrue tempoet ned, for det er jo nu man kan det. Det er så skønt at være i Danmark, når sommeren er så dejlig som den er lige nu. Min favorit sted lige nu er på terrassen eller i orangeriet eller…
Ja, det er faktisk svært at vælge…
Nedgangen i bier og andre insekter er skræmmende. Fuglene bliver indirekte ofre. Det aller vigtigste er, at roserne har vand nok, og at man vander jorden, og ikke på planterne. Så undgås stråleplet osv. Og roserne klarer bedre lusebesøg osv….som jeg iøvrigt tager med knusende ro. Har svampeangreb været slemt, med plettede gule blade, har jeg brugt en svovlblanding, som kan købes til frugttræer. Det hedder såmænd ‘svampefri’. Vær opmærksom på naboplanterne… Stokroser og buksbom er slemme til at få rust, og det smitter. Angrebne blade bør plukkes af og skal ikke på komposten. Det er da pokkers, at der stadig bruges så mange sprøjtemidler og round-up i private haver. Og mind mig ikke om hvor mange stråforkortere, round-up som bruges nødmodner osv osv i landbruget. Har folk ingen børn/børnebørn?
Hej Anne
Jeg tror på at alle gør deres bedste. Nogle vælger ikke at flyve, andre ikke at spise kød eller at købe nyt tøj hele tiden. Beslutninger som folk tager med det gode sigte – at passe på vores jord. Vi tager alle stilling på den ene eller anden måde. Jeg tager selv gerne cyklen, hvis jeg kan undgå at starte bilen op. Forsøger at sortere affald osv.
Heldigvis starter al forandring med sig selv.
Det er i øvrigt rigtigt mht. roser og vand. De skal have rigelig vand – hvis man vil have dem store og sunde.
Med ønske om en god sommer – Maria
Åhhh, roser – de er bare skønne, men jeg er bange for, at det ikke vil lykkes for mig;-)
Hej Tina
Åh jeg håber at du vil kaste dig ud i projekt roser – blot husk at gøde og vande.
Det er en fantastisk oplevelse at have sine egne roser. Jeg vil anbefale min favoritrose Queen of Sweden.
Den er ret sund og står endda med smukke roser gennem hele sæsonen.
Klem Maria
Hej Maria
Jeg har over 300 roser, nogle er sunde og nogle ikke, jeg bruger ikke nogen form for sprøjtemidler, men lever med at de ikke altid er lige gode. Her i sæsonen er der altid nogle med pæne blomster og nogle med pænt løv. Men selvfølgelig er der også nogle med bare ben, det tager jeg med. Jeg vil gerne gøre mit til, at vi har mange bier, det er jo vigtigt for vores natur.
Selvfølgelig skal du skrive om, hvad du anvender, når der er mange, der har spurgt dig.
God weekend
Hej Lisbeth
Det er da fantastisk du har over 300 roser! Sikke mange lækre buketter du kan plukke. Det lyder altså helt fantastisk.
Ja, det er en skam at roserne er så nemme til at få sygdomme og hvor vil det være fantastisk hvis der var en producent der opfandt et økologisk produkt. Jeg sprøjter fx. selv i orangeriet med NEEM, som er olie fra et NEEM træ. Det tager bladlus. Måske man skulle begynde at bruge det udenfor, jeg må indrømme det har jeg ingen erfaring med. Men det er jo et naturprodukt.
Rigtig god sommer!
– Maria
Jeg har desværre ingen have, men jeg elsker også roser. Og heldigvis koster det ikke noget at fotografere andres og nyde dem i det hele taget, når jeg støder på dem – også i blogland. Og dine vist, er dog fantastiske!
Hej Deborah
Det er dejligt at man kan fotografere andres roser og få glæde der igennem – så fortsæt endelig med det.
På den måde får roserne jo nærmest evigt liv!
Ja, det er interessant hvordan glæden over roser kan komme ud. Nogle laver fx. rosengele, rosenvand osv.
Rigtig god sommer
– Maria
Hej Maria
Calypso er nok vor største bi-dræber. Disse midler gør planten giftig for alle insekter – problemet er at også pollen og honning indeholder giften – en nervegift der svækker bier, sommefugle og andre insekter der besøger dine roser indtil de eller deres bo er gået til grunde.
Dette er almindelig kendte videnskablige fakta.
EU har forsøgt at forbyde disse produkter. Det skete så på en måde forrige år – men BAYER har opnået muligheden for dispensation, Det har de heldigvis ikke fået for bidræberen Calypso – det er afvist og afmeldt af middeldatabasen og er ulovligt at anvende – og skal bortskaffes via en modtagestation for farligt affald.
Rigtige ‘sunde’ roser har indimellem bladlus og den slags.
Håber dette kan hjælpe
Ha en dejlig weekend
Hej Karsten
Du har ret i at man skal begrænse brugen af Calypso – tak for at du påpeger det.
Mange læsere og besøgende i haven har spurgt hvad jeg anvender og det var derfor jeg satte mig ned og skrev dette. Husk det er kun min erfaring udfra nogle gamle bøtter jeg havde stående. Jeg syntes blot det var ærgerligt mange opgiver at have roser i deres have.
Hvad der er i handlen og godkendt på nuværende tidspunkt, er jeg desværre ikke sikker på. Men jeg er sikker på der er nogle nye miljøvenlige produkter, som ikke er for skadelige overfor dyr og naturen som helhed. Hvilke produkter bruger du? Er der nogle du kan anbefale? Lad os bygge bro udfra al den viden vi har, så flere får lyst til at få roser i deres haver.
Rigtig god sommer!
– Maria