Inspiration

Nu ryster vi posen…

Der er næsten efterårsstemning i vores have i de her dage, så vi kryber lidt indenfor i vores orangeri og ligger planer for efteråret. Det er jo den rigtige årstid at gå igang med at omligge sin have – så derfor kaster vi os ud i et nyt havedesign i de kommende måneder. Vi ryster simpelthen posen og får lavet en ny haveplan.

Bare rolig – det er ikke hele vores have der kommer i spil, nej det er kun en del af haven som får et løft. Udgangspunktet i en have syntes jeg altid må være, at haven skal passe til dem der bor der. Desværre dækker haven ikke længere vores behov og derfor ændrer vi den – til en bedre version som passer lige til os.

 

 

Vi har besluttet at vi ikke længere skal have høns i vores have. Så derfor sagde vi igår farvel til vores sidste høne, der nu er flyttet til en ny familie i Nibe. Jeg er sikker på at de vil passe godt på hende og jeg må indrømme at det var med en klump i halsen at vi sagde farvel. Men det er den rigtige beslutning og i den kommende tid får vi solgt Hønseslottet, så andre kan få glæde af at have høns i deres have.

Gennem tiden har vores hønse madammer fyldt en del, vi har virkelig nydt at have dem gående og i kan læse mere om dem i de her gamle blogindlæg: 6 høns  –  Hønseslot og  Er det fedt at have høns i haven? 

 

 

Vores nye haveplan er stadigvæk på ide niveau, så jeg vil ikke dele den med jer endnu, før vi ved præcist hvad vi sætter igang. Men når det er sagt – så er det helt sikkert at vi udvider vores terrasse. I denne weekend fjerner vi vores pergola, som går gennem haven. Det er jeg altså utrolig spændt på! For hvordan mon kikket fra huset ned til vores orangeri kommer til at være? Når pergolaen er fjernet, så kan jeg bedre se området og derefter laver vi vores nye haveplan færdig.

 

 

Det er altid nervepirrende at kaste sig ud i noget nyt, det kender de fleste nok, ik? Det kræver mange kræfter og ikke mindst penge, når man ændre noget i sin have. Så derfor er der mange tanker der går gennem mit hoved for tiden.

Vi går stadigvæk og mærker efter.

Men det skal nok blive godt.

 

Dejlig weekend til jer